BRUMME!!

Brumme spænede ind til Alfeline.

– Har du set, Brumme. Der er kommet en pakke til os fra farmor og farfar.

– Hva´ står der?

– Til: Karl og Karoline …

– Er det os? Brumme så tvivlende op på sin søster.

– Ja, du ved da godt, hvad vi hedder rigtigt, ikke?

– Nå, jo. Det gjorde Brumme da, men han glemte det altid.

De skyndte sig at flå pakken op.

– Juhu! Fastelavnsdragter. Farmor har syet dragter til os. Det var derfor, mor ikke ville købe nogen til os.

– Se lige mig! Er jeg ikke sejg? Brumme stod der og lignede en lille bjørneunge. Farmor havde syet en dragt af en  mørkebrun lammeskindspels, og farfar havde lavet et bjørnehoved til ham.

Og Alfeline –  nu var hun blevet til en rigtig alf med den blå forklædekjole bundet i en stor sløjfe på ryggen – og med vinger og den sødeste lille blå hat…

– Og  se… nu svinger jeg tryllestaven, og

1 – 2 – 3,  så hørte de døren gå, og ind trådte mor og far – som på kommando.

– Næh, hvor ser I søde ud! Og se – her er jo et fint kort! Mor samlede det op fra gulvet.

 INVITATION  til FASTELAVNSFEST

i Drejø Forsamlingshus lørdag d. 22. februar.

– Juhu, så skal vi alle sammen til Drejø, ikke?

Men nu opdagede Alfeline pludselig, at far

stod med en bunke aviser under armen.

– Hva´ er nu det? Ikke alle de der husannoncer igen. Alfeline så helt fortabt ud.

– Skal vi alligevel til at sælge hus? Jeg VIL ikke flytte til en eller anden dum lejlighed. Hvis vi absolut skal flytte, så vil jeg til Drejø!

– Ja, men lille Alfeline, det kan vi altså ikke, for du ved jo, at jeg har mit arbejde her i byen.

Og jeg er nødt til at arbejde! Nu var det mors tur til at se helt fortabt ud.

– Jeg er aldeles ikke lille, og du kan da bare få arbejde i Svendborg, ja, du kan!

– Det er da ikke sådan lige at få nyt arbejde, for…

– Det passer ikke, for farmor og farfar siger, at det er nemt nok for en sygeplejerske at få arbejde i Svendborg.

– Nå, har de sagt det til dig? Nu lynede mors øjne.

– Nej da, men jeg hørte, at de talte om det.

– Lyttede du ved døren? Nu lynede mors øjne igen.

– Nej mor, med ørerne! Og det kan jeg slet ikke lade være med, når farfar hele tiden glemmer sine øredimser! Ja, han gør!

– Og hvad mere har du så hørt, må jeg lige spørge? Nu så mor helt krigerisk ud.

Det er altså for galt. De skal ikke bestemme, hvor vi skal bo.

–  Så, så… tag det nu roligt. Far så indtrængende på mor. De prøver jo bare at finde en udvej for os, så vi kan tage af sted igen.

– SKAL du opereres igen? Nu så Alfeline helt bange ud.

– Ja, det bliver jeg nok nødt til, hvis ikke jeg helt skal miste synet, og det vil jeg da ikke, vel? For så kan jeg jo ikke se mine dejlige børn og min smukke kone. Han tog dem alle tre ind til sig.

Og ved I hvad, jeg tænker, at farmor og farfar bare prøver at hjælpe os, så godt de kan, ikke?

– Ja, det tænker jeg også. Alfeline så med voksenmine på sine forældre. Og derfor har jeg også tænkt – for jeg har altså  snakket med med min gode ven Johannes, da vi var på Drejø i juleferien– og han har bare så mange huse…

fortsættelse følger i næste nummer…