Drejø-Posten – juni 2022
FØLJETON – mini-alfeline nr 19. : Nu skal der handles
skrevet af Jette Arp, fotos Helle Køster
– Ved du hvad, Anne Birgitte? Vidste du, at man kan købe kjoler her på Drejø?
– Jah, det kan man jo om sommeren, når folk har små loppemarkeder rundt omkring, så er der faktisk rigtig mange kjoler, man kan købe.
– Nej, det er i en rigtig butik. Henne hos Sanne i Kræmmerhuset. Og det er hele året rundt.
Og det er sådan nogle fine kjoler. Mor har lige købt én, for vi skal til fest oppe i Århus, og hun havde ikke tid til at gå i butikker inde i byen. Ja, og så gik hun bare hen til Sanne.
– Ja, men det er jo rigtigt. Sanne har også kjoler. Det havde jeg helt glemt. Men hva ́ skal du så have på til festen?
– Oh, jeg bliver bare noget så fin, for farmor har nemlig syet sådan en flot blå alfeline-kjole til mig, og så skal der noget gult på også, for jeg vil nemlig være i Ukraine-farver, ja, jeg vil! Vi har fået en ukraine-pige i vores klasse, og det er bare så synd for hende. Synes du ikke også det?
Det var Anne Birgitte helt enig i, og så fandt hun en blå kasket frem.
– Hør engang, Alfeline, er det her ikke lige noget for dig? Det er da næsten en alfeline-kasket, ikke? Og måske den ville passe til din kjole.
– Sådan én ønsker jeg mig. Kan du ikke fortælle farfar det, når han kommer ind og handler. Så tror jeg, han køber den til mig.
Og så var der jo den der blå elefant, som var lige som den Lille-Per havde i Far til Fire-filmene. Mon ikke de skulle købe den til Brumme, for det var jo snart hans fødselsdag?
Lidt efter sad farmor og Sanne bænket uden for Kræmmerhuset, og snakken gik lystigt. Og Alfeline spiste is, så hun slet ikke havde tid til at sige noget.
Som de da også kunne snakke, de to. Lidt efter gik Alfeline rundt inde i butikken, og hvor var der dog meget spændende – også sådan nogle små gammeldags gaver, som ikke kostede så meget. Hun havde jo lidt lommepenge, og måske hun skulle købe noget med til de små børn deroppe i Århus…
Fortsættelse følger i næste nr.
Sidste Alfeline-nyt:
Nu er det snart tid for årets alfeline – nr. 17:
HATTEN AF FOR HANS!
Denne gang er Alfeline på besøg hos Tyge, og her får hun fortalt om stormfloder, og om hvordan og hvorfor Hans Bankes Hus er blevet flyttet fra St. Egholm til Drejø.
Også en Drejø-kærestehistorie om et par, der ikke måtte få hinanden dengang i slutningen af 1800-tallet, kan Tyge fortælle. Og det hele er ganske vist!
Alfelines salgsvogn er snart på plads igen!