Drejø-Posten – juli 2021
FØLJETON – mini-alfeline nr 13. : Alfeline får sin egen salgsvogn!!
skrevet af Jette Arp
– Brumme, hvor er du?
Alfeline kommer farende ind i huset og vifter med en mobiltelefon.
Brumme stikker hovedet ind ude fra bryggerset med en pensel i hånden.
– Hva ́ er der? Jeg står lige og maler mit skib. Men hva ́ er det, du har der?
En mobiltelefon?? Hvor har du den fra?
Og så forklarer Alfeline, at den har hun fået af mor, da de sejlede ind til Svendborg i morges, for nu ville mor altså vide, hvor hun var og ikke som i vinter, da de måtte eftersøge hende over hele øen. (Læs den nyeste alfeline nr. 16, der netop er udkommet)
– Men farfar siger, at nu mister jeg min frihed. – Hvordan det? Brumme ser uforstående op på sin storesøster.
– Jo, ser du, nu skal jeg jo hele tiden fortælle, hvor jeg er, og vi kan slet ikke have nogen hemmeligheder i fred, vel? Og det siger farfar, at det er en menneskeret at have lov til!
– Men hva ́ siger far og farmor?
– Farmor synes, det er godt, men far synes lige som farfar – i hvert fald når vi er her på Drejø. Men du ved, mor bestemmer – næsten alt! Nu ser Alfeline nærmest lidt sur ud.
– Mor er altså sød, ja, hun er! Brumme er næsten altid enig med mor.
– Ja, vel er hun da sød, men hun passer altså alt for meget på, og det behøver hun ikke her på Drejø, for her passer vi alle sammen på hinanden, ikke også?
Men jeg er nu alligevel glad for den telefon. Jeg skal vise dig et spil bagefter, men først skal du se et billede, jeg har taget. Ja, nu kan jeg også tage billeder til farmors historier. Det er da super, ikke?
– Hvaffor et billede? Må jeg ikke godt se?
Og så viser Alfeline et billede af noget, der ligner understellet til en barnevogn med en slags kasse ovenpå.
– Hva ́ er det?
– Kan du virkelig ikke se det?
Det er en alfeline-vogn, som står uden for oldemor Ediths hus, sådan at turisterne kan købe alle de historier, som farmor skriver om det, vi to har oplevet her på øen, og så kan turisterne næsten kigge inden for hos øboerne.
Og det er da sjovt, for så får de noget helt andet at vide end det, der står i turistbrochurerne.
– Det forstår jeg altså ikke. Jeg går ud og maler færdig.
– Hov, vent lige lidt…Og ved du hvem, vi har fået vognen af?
Brumme ryster træt på hovedet. Som hun da snakker, hende Alfeline.
– Af Marianne og Arne ude fra Nørrekilde.
Så taber Brumme sin pensel af bare benovelse. – Den vogn, som de solgte sådan nogle dejlige sager fra. Uhm. Skal vi ikke ud og besøge dem også? Det kunne jeg altså godt tænke mig.
(Fortsættelse følger i næste nr.)
Jette Arp
Hermed en stor TAK til Marianne og Arne for den fine salgsvogn, der nu er omdannet fra lækkeri-vogn til alfeline-vogn.
Netop nu er den udstyret med yderligere fire nye hæfter + en malebog.
Tre hæfter med genoptryk af de 10 første alfeliner – og et nyt hæfte med en ny Ø-fortælling – nr. 16: ”At være Øbo”.
Derudover en malebog med tegninger fra alfelinerne, illustrationer, som Helle har omsat til malebogstegninger.
Rigtig god fornøjelse! I øvrigt en idé til en utraditionel gave fra Drejø!
Og naturligvis glæder vi os til at præsentere nyudgivelserne på markedsdagen i Drejø ́s festuge!