16. Et vildt juleønske

Drejø-Posten – december 2021

FØLJETON – mini-alfeline nr 16. : Et vildt juleønske
skrevet af Jette Arp
– Hej farmor. Se, hvad jeg har fået af Helle.

– Men hvad er dog det?
Det ligner jo nærmest en lille skydeskive…Ja, og så ligner det jo lidt på den nederdel Helle havde på til Lilians fødselsdag.

– Ja, lige præcis. Den var så flot, den nederdel. – Hvor ved du det fra? Du var jo ikke med til festen.

– Jo, lidt var jeg da. Jeg stod ude i køkkenet og gemte mig bag Lars og Sanne.

– Altså Alfeline. Du er bare alt for nysgerrig! – Det gjorde da ikke noget, og ved du hvad farmor. En journalist er nødt til at være nysgerrig. Men forresten… så er jeg begyndt at tænke på at blive designer, og jeg vil gå i lære hos Helle, for hun er rigtig dygtig, og så er der jo det ved det, at så kan jeg blive på Drejø og designe herovrefra. Ikke, farmor?

– Joo, det lyder ikke så tosset, min pige, men den tid, den glæde…Men hvad vil du med den der lille fine skydeskive?

– Ja, det var jo det, jeg kom for. Vil du ikke hjælpe mig med at sy den på mit ærme – sådan rigtig fint… og så kan vi synge til imens. – Synge? Nu kom farfar ind i stuen.

– Ja, synge. Den sang, som Lisbet skrev til Lilian. Den var bare så god, og så passede den lige på en prik på Lilian. Og hindbærsnitterne var også med i sangen.

Og så satte farfar sig til klaveret, og alle tre sang de igen og igen den flotte sang om Lilian.


– Ja, og Arne han ramte også lige i blinken, da han fortalte om Lilian og Erik.
– Lige i blinken?

– Ja, det er et norsk udtryk, som jeg har lært. Jeg kommer jo lidt omkring, ikke?
Det betyder, at man rammer plet. Nå, men det er altså ærgerligt, at jeg ikke har kendt Erik.

– Men det har vi. Og så begyndte farmor og farfar at fortælle.
Imens sad Alfeline og rodede på farfars skrivebord. Pludselig afbrød hun dem.

– Hva ́ er det for en fin kniv, du har her?
– Nåh, den. Ja, den har jeg snittet sammen med en svensk præst helt oppe fra Nordsverige. Du kan jo også gå en tur over til Poul og se hans.
– Ja, og vi kvinder sad sammen med hans kone og syede figurer til Julekrybben, afbrød farmor. Ursula og Mimi og …

– Sad I alle sammen i det samme rum?
Nej, de havde siddet hver deres sted.
– Men, det havde da været morsomt, hvis vi kunne have siddet i den samme stue og snittet og syet og snakket – ligesom man gjorde i meget gamle dage – i sådan en slags bindstouw.
– En bindstouw? Alfeline så undrende på farfar.
– Ja, i gamle dage ude på gårdene sad man om aftenen, når det blev mørkt, og bandt hoser – altså strikkede strømper, snittede i træ, spandt eller måske flettede kurve, og imens var der nogen, der fortalte historier eller læste op… eller de sang viser.
– Tænk, hvis vi havde sådan et sted her på Drejø!
Men hvorfor kan vi ikke få det??
– Det er nok ikke så nemt, sukkede farmor, mens farfar så noget spekulativ ud.
– Jeg ønsker mig da bare sådan et til jul, ja, jeg gør – til hele Drejø!

(Fortsættelse følger i næste nr.) Jette Arp

Om det lykkes for Alfeline, tja…? Hvem ved?
Men i hvert fald får hun en vinterhue af Helle – god og varm, når blæsten suser om ørerne på hende. Endnu et nyt design! Og så er den også foret!