Drejø-Posten – september 2022
FØLJETON – mini-alfeline nr 21. : Tordenskjolds soldater
skrevet af Jette Arp, fotos Helle Køster
Siden sidst:
Så skete det! Alfeline måtte nødtvungent flytte tilbage til Århus efter endnu en Drejø-sommer. MEN hver ene-ste weekend er hun nu på besøg hos farmor og farfar på Drejø. Man kan vel rejse, når man vil!
– Hvad er det, du går og synger farfar?
– Åh, det er såmænd bare en god gammel vise – den om Tordenskjold. Det er fordi farmor og jeg netop talte om, at det altid er de samme mennesker, der arbejder for øen. Altså Tordenskjolds soldater.
– Men hvad har det med Tordenskjold at gøre? – Jo, ser du, vores store søhelt Tordenskjold… ja, egentlig hed han Peter Wessel, og han kom for øvrigt oppe fra Norge. Han var noget så fiffig, for da vi var i krig med svenskerne, og han ikke havde ret mange soldater til sin rådighed, så lod han dem bare marchere rundt i ring – igen og igen…
– Og så troede svenskerne, at han havde mange flere, ikke?
– Netop, og så turde de ikke angribe, fortsatte farfar. Og det var forresten i 1719.
– Ja, men det har da ikke noget at gøre med Drejø.
– Jo, for her er der jo ikke heller ikke så mange mennesker at tage af, så det bliver næsten altid de samme, der trækker læsset, og derfor kalder man dem Tordenskjolds soldater.
– Ja, og dem skal vi være noget så glade for!
Nu blandede farmor sig,
– og vi skal ikke glemme at sige tak til dem. Men det er altså et ord, man næsten har glemt i dag.
Nu lignede farmor næsten en tordensky! Alfeline tænkte sig lidt om. Havde hun nu husket at sige tak, men mor sagde altid, at alt det der takkeri var gammeldags. Farmor var bestemt ikke enig, men hvem af dem havde nu ret??
Alfeline faldt næsten i staver, men så vågnede hun brat op. Hvad var nu det, farmor snakkede om… Bedstedagene og deres alle sammens søde Jette.
– Ja, næste år bliver det så desværre uden familien Helmer.
– Nej, det kan da ikke være rigtigt! Bliver der så overhovedet nogen Bedstedage?
Alfeline så helt skrækslagen ud.
– Joo, det kan nok lade sig gøre, for der er jo stadig Helle og Lisbet. Og Kirsten, hun hjælper jo også godt til sammen med alle de andre bedster. Men man kan næsten ikke holde ud at tænke på, at Jette H. ikke er med mere. Så derfor synes jeg, vi skal skrive en stor TAK til hende i Drejø-Posten. Og se lige her:
Det er et billede fra Bedste-dagene, som Helle har taget.
– Ja, men det er jo Jette … og Lisbet.
Og hvad er det, Jette gør?
– Hun har smurt kiks med hindbærsyltetøj, for i år kunne I jo ikke få Lilians hindbærsnitter. – Nej, det var bare så ærgerligt – og så synd for Lilian, at hun faldt og nu er i Svendborg.
– Ja, og så kan vi passende også sige tak til Lilian for alle de hindbærsnitter hun har bagt til Jer i årenes løb.
– Åh farfar, kan du ikke lave en lille takkesang…
Og så blev sangen om Tordenskjold til en sang til Jette og Lilian og alle de andre Tordenskjolds soldater – ikke mindst dem fra festugen.
Fortsættelse følger i næste nr. Jette Arp