7. Gækkebreve og påskeæg

skrevet og indtalt af Jette Arp

Læs, lyt, hør en historie fra en af øerne i

Det sydfynske Ø-hav – fra Drejø

𝐌𝐢𝐤𝐫𝐨-𝐀𝐥𝐟𝐞𝐥𝐢𝐧𝐞 “𝐂𝐎𝐑𝐎𝐍𝐀” 𝐧𝐫. 7

Gækkebreve og påskeæg

– Hva´ er det, du sidder og laver, Alfeline?

– Lerpotter  – ligesom dem Lissi lavede, da hun var barn.

– Er det det ler, vi havde med ude fra klinten?

— Ja, og så skal der blomster i – ligesom Lissi gjorde, og så skal de sælges til sommer, når der ikke er corona mere!

– I Jeres lille vejbod, ikke?

Nu begyndte farmor at hviske til farfar.

– Den historie står i det nye hæfte, der kommer her til påske – om det gamle badehotel og 5. maj – MED FORKLÆDE OG FANE.

– Hva´ er det, I hvisker om? Alfeline så nysgerrigt hen på sine bedsteforældre.

– Sch! Farmor så formanende på farfar. Det skal jo være en overraskelse.

– Nåh – om det store påskeæg, der står oppe på skabet.

Farmor smilede bare  – helt gavtyveagtigt. Og skyndte sig at snakke om noget andet…

– Nu skal I bare se. Her er noget papir  til at klippe gækkebreve af.

– Men der er jo ingen vintergækker længere.

– Nej, men der er anemoner, og så må vi bruge dem i stedet.

– Jeg vil lave et gækkebrev til Sørens hundehvalpe.

– Det vil jeg også! Den var Brumme med på, for sødere små hunde fandtes ikke. Og nu var de blevet fire uger. Anton, Alma og Agnes var det vist, de hed. Mon de ikke snart kom ud på græsplænen, så man kunne lege med dem? Dem behøvede man da ikke at holde afstand til – men Søren og alle de andre på Drejø – joo, det var nok bedst – i lang tid endnu.

Alfeline sad og blev helt ked af det – og hende, der plejede at få krammere af dem alle sammen.

Lidt efter sad de alle fire bænket om bordet med sakse, hvidt papir og silkepapir i gule og grønne farver.

– Jeg synes, vi skal lave gækkebreve til hele Drejø!

– Tror du ikke, det bliver alt for mange?

– Nej da, der er jo ikke ret mange herovre – nå, men så i hvert fald til dem, der bor lige her omkring os.

– Ja, og det gør Sørens hvalpe i hvert fald.

– Og tror du så ikke farmor, at så får vi påskeæg, hvis de ikke kan gætte det.

Fortsættelse følger, og vil du vide mere om Alfeline og Brumme, så kig på Alfelines hjemmeside. Der står en masse – også noget om de store alfeline-fortællinger.

 Husk, du kan sende tegninger ind til post@alfeline.dk.

 Og så lige a´propos PÅSKEÆG. Man kunne også ønske sig et alfeline-påskeæg, altså en alfeline-fortælling om gamle dage på Drejø. Den/de  er nemme at sende – og Alfelines hjælpere gør det for dig. Bestil blot på post@alfeline.dk eller ring til Jette på tlf. 22452395.

—Også den nye MED FORKLÆDE OG FANE, som lige nu er ved at blive trykt.