ALFELINE-FORTÆLLINGER er TO-I-EN-HISTORIER, idet den opdigtede person Alfeline møder virkelige ø-boere, som fortæller hende sande historier  – allerhelst fra gamle dage,  Altså fakta og fiktion under én hat.

Finurlige fortællinger for hele familien fra de yngste til de ældste, hvor øernes historie levendegøres, fordi de fortælles i børnehøjde.

Fortællingerne opfordrer til at være sammen på tværs af generationerne omkring historier, der kan inspirere til selv at fundere og fortælle om det, der har betydning i vores liv – nu og her,  men ved at inddrage det, der var, og som ikke skal glemmes.

 

BAGGRUNDSHISTORIEN for  ALFELINERNE 1-13:

Alfeline bor i Århus sammen med sine forældre og lillebror Brumme. I sommer var hun og Brumme en månedstid hos farmor og farfar på Drejø, for far og mor skulle til USA pga en øjenoperation.

Brumme går i børnehave, og Alfeline i skole. Mor er sygeplejerske og må tage mange nattevagter for at skaffe penge til huse, for far kan ikke være tømrer længere. Ganske vist har han bevaret sit syn, men det er ikke godt nok til at kunne arbejde som tømrer.

Mens børnene var på Drejø, har farmor og Alfeline været på besøg rundt omkring på øen og hørt mange gode historier. Det er blevet til 12 historier, som nu er blevet udgivet.

Alfeline nr. 13 udkommer i Påsken 2020 og fortæller om Kolonien/Badehotellet på Drejø samt den årlige 5. maj fejring på øen.

Nye tider er på vej for Alfeline og hendes familie, for far må endnu engang til USA for at opereres, og hvor skal pengene komme fra?

Huset i Århus må lejes ud, mor søger orlov, børnene flytter over til bedsteforældrene, som nu må finde en lejebolig til den lille familie – på Drejø.

Er Alfeline så en virkelig person?

Hun kunne være virkelig, men hun er nu en fantasifigur, der mest af alt minder om en alf, fordi hun er så lille, spinkel og lys. Ja, hun nærmest svæver af sted netop som en lille alf. Deraf kælenavnet Alfeline.  Lillebror Brumme er hendes absolutte modsætning: En lille rund, brun bjørn ligner han med sit krøllede mørke hår, og så brummer han som en bjørn, når han sover.

Den øvrige del af familien er naturligvis også opdigtede personer.

MEN – de personer, Alfeline møder på Drejø, er virkelige – både de levende og de døde.

 

Uddrag af Alfeline nr. 8: FORGLEMMIGEJ

– Hvem har malet det billede? De der farver…dem kan jeg så godt lide. Jeg elsker blåt

– Havblåt, fortsatte Mimi. Ja, hvem tror du?

– Dig?

– Nej, men min mand, Jonas´ far,. Han hed Poul Jespersen, og han blev kaldt Ø-havets maler. Og farven er blå ja, men der er mange slags blåt, og Poul kunne SE alle nuancerne i havet og himmelen og få dem frem på lærredet. Og da vi så flyttede ind på Valdemarsgården, fik Poul plads til et dejligt atelier og et fint galleri, hvor han kunne udstille sine billeder.

— Men hvor er Poul? Ham har jeg da ikke set. Jeg ville så gerne se ham male.

– Ja, det kan du ikke, men du kan se hans billeder – i Forsamlingshuset, på Kolonien, i Præstegården og hjemme hos mig. Forstår du, Poul er her ikke mere. Han ligger nede på kirkegården.

– På kirkegården – også ham. Han er altså død, lige som Moster og Madsen og lille Uffe. Skal vi ikke gå ned til ham, og så vil jeg plukke blomster til dem alle sammen. Og så gik de videre ned mod kirken, mens Mimi fortalte om dengang, da de indviede galleriet.

– Åh, der var en fest, kan du lige tro, og vores store dreng – Thomas, han spillede trompet, og Claus og nogle andre drenge fra øen havde lavet et lille orkester, og min bror spillede harmonika. Jo, det var en rigtig fest.

– Og hvad med Jonas?

Han var lille – så han så bare på.

– Og så var der rigtig mange billeder med blå farver?

– Det kan du lige tro, der var. Og det er lidt sjovt, for hele familien elsker den blå farve, så jeg tror faktisk også, at vi havde blåt tøj på. Ved du, hvad vi blev kaldt?

Alfeline så spændt op på Mimi.

– Den blå familie!

– Den blå familie… sådan én tror jeg også, vi skal være, når mor og far kommer hjem, for jeg elsker blåt. Men nu må vi altså også se at få plukket blomster….tror du ikke vi kan finde nogle blå?

– Nogle forglem-mig-ejer, måske.