MOR!!!

Alfelines stemme lød helt fortvivlet.

Mor løb ud i entreen med kaffekoppen i hånden uden at ænse, at kaffen skvulpede over, og Brumme rejste sig fra potten og fulgte efter på bare fødder.

Alfeline stod og kiggede sig i det store spejl.

– Mor, jeg ligner slet ingen!

– Du ligner da sådan en sød alf. Brumme lød stolt.

– Jeg vil ikke bare ligne en alf – jeg vil ligne mor eller far – ligesom du gør Brumme. Faktisk — faktisk, så tror jeg altså, at jeg er et forbyttet barn!

Nu lo mor, så kaffen spruttede ud af munden på hende. Forbyttet! Der var jo ikke nogen at forbytte dig med. Du ved da godt, at du blev født her i entreen, hvor det flød med brædder og søm. Du kunne bare slet ikke vente, og derfor nåede vi ikke at komme på hospitalet os to. Men du lille Brumme, du tog dig god tid, sådan som du altid gør, så vi var rigtig længe på hospitalet, før du blev født.

– Er jeg så ikke forbyttet… helt ærligt? Vi har nemlig hørt en historie om et forbyttet barn i dag, og jeg ligner jo ingen i familien, slet ingen!

– Det skal du nu ikke være så sikker på. Hent lige det gamle album, Alfeline.

Og så satte mor sig på den lange fine bænk i entreen, den bænk, som far selv havde lavet, og med et barn på hver side bladrede hun i albummet…

– Se nu her, du lille Virre, her er din oldemor fra Sverige, hende jeg voksede op hos, fordi min mor døde, da jeg blev født. Det husker du jo godt, jeg har fortalt, ikke?

– Joo, det er min mormor, som jeg aldrig har set.

– Og jeg heller ikke – altså min mor. Men se nu nøje på dette her  billede. Det er jo lige dig.

– Mig… den gamle kone!

– Ansigtstrækkene, Alfeline. Og ikke bare det. Din oldemor fløj nærmest af sted – lige som dig, som om hun havde vinger. Kom nu med ind i stuen, så skal jeg prøve at tegne lidt for dig.

Og så tegnede mor en pige, der nærmest så ud som et stankelben – alt for tynde ben. Stankelben – det var jo det, de kaldte hende i skolen, Og pigen så ud, som om hun gled ned ad et gelænder.

– Og se nu her, sagde mor. Nu får hun også en hue på, og den er blå, for blå var oldemors yndlingsfarve, og nu giver vi hende også vinger…

– Det kan du lige tro, din oldemor var. Men det er for at vise, hvordan hun var indeni, for se … vingerne har hjerteform.

– Men et hjerte har vi da alle sammen.

– Ja, det har vi, men det er ikke os alle, der har hjerte for hinanden!

– Hva´ betyder det?

– At hun tænkte på andre end sig selv – lige som dig, min søde pige.

– Gør jeg da det?

– Det gør du – og se nu hendes dejlige smil. Nu har du en alfeline, sådan én som dig – og se nu her, nu får hun en tryllestav i hånden.

– Det er forglemmigej´er.

– Netop. Og se, hvad hun gør. Hun strør blomsterne ud, de blomster, der siger: Glem mig ikke.

– Og lige præcis sådan var din oldemor, så nu skal du ikke sige, at du ikke ligner nogen i familien. Du ligner hende, det er allerbedst at ligne.

fortsættelse følger i næste nummer af Drejø Posten