24. Ude er godt, men hjemme bedst

Drejø-Posten – februar 2023

FØLJETON – mini-alfeline nr 24. : Ude er godt, men hjemme bedst
skrevet af Jette Arp

… og for Alfeline er hjemme stadig på Drejø, selv om hun nu har boet i Århus i 1⁄2 år. Efter at have fejret jul i Nordsverige hos sin morfar er hun nu på weekendbesøg på Drejø igen – sammen med Brumme.

Og naturligvis må hun også lige en tur hen på kroen og hilse på. Den første, hun møder, er kromutter selv.

 
– Hej Alfeline. Vi har savnet dig. Jeg synes, det er længe siden, du har besøgt os?

– Ja, men jeg har jo også været langt, langt væk. Og jeg har fløjet for første gang i mit liv, og det var bare så jættebra med al den sne.

– Ja, og nu prater du svenska, kan jeg høre. Det er lige som min mor, der er svensk.

– Nåh ja. Og jeg har hørt, at du også har været ude at flyve – helt til Israel. Hvordan var det?

– Åh jo herligt, men jeg hader jo at flyve, men ellers var det rigtig godt. Jeg har boet mange år i Israel, men det er 15 år siden, jeg har været der sidst.

– Og så var du på ferie, ikke? Du har også haft så travlt i sommer, så det har nok været godt for dig. Tror du ikke, jeg kan hjælpe dig næste sommer?

– Tja, det var da måske en idé. Vi får se. Men du kan lige tro, det var dejligt at være på ferie. Skønt varmt, og så badede jeg i Det døde Hav.

– Det døde Hav??

– Ja, det hedder det, fordi det er så salt, at hverken dyr eller planter kan leve i det. Men prøv lige at se her…
AB viste Alfeline et billede på sin telefon.

– Ligger du på en luftmadras og flyder rundt?

– Nej, jeg bliver båret oppe af det salte vand, og derfor drukner du heller ikke, når du går ud på det dybe vand. Du kan for øvrigt slet ikke svømme i vandet.

– Og her er et billede, hvor du er helt mudret til….hvorfor det? Legede du med nogle børn?

– Alle smører sig ind i mudder, fordi det er godt for huden – dette her mudder er noget helt specielt fyldt med mineraler. Du kan købe det for mange penge herhjemme – også saltet fra Dødehavet.

Alfeline blev helt stum….Der måtte hun vist også ned – og hun kunne jo godt lide at flyve. – Men alligevel, så er det da godt at komme hjem til Drejø igen, ikke?

– Jo, det kan du lige tro, det er. Og der er jo det ved vores lille ø midt i verden, at her er vi så mange slags mennesker fra vidt forskellige steder, så her har vi både udblik og indblik.

I samme nu trådte Brumme ind ad døren efterfulgt af John.

– Hej John. Alfeline løb begejstret hen til ham. Åh, jeg har hørt så meget om dig!
Da du optrådte i præstegården juleaften med et julerap. Vil du ikke godt gøre det igen?

Men nej, det ville John ikke, for nu var det jo ikke jul længere. Måske næste år.

– Men John skal fortælle om sine limousiner. Dem har han nemlig fortalt mig om lige før, og så har vi hørt musik sammen – og sunget!

– Hva ́ har I? Alfeline stod og måbede med halvåben mund.
Er du nu også begyndt at gå i byen, Brumme?

 

– Kun hen til John, for han er nemlig også vild med musik, så næste gang skal jeg have min trompet med, og så vil John spille en trompetkoncert for mig.

– Altså ham Brumme. Han spiller som en gal og synger i kor, efter vi er kommet til Århus. Han er bare så nørdet.

– Lige som dig, ikke John? Brumme så beundrende på sin nye musikven.

Og så fortalte John om, dengang han havde et limousinefirma med 8 limousiner, og om hvordan havde fragtet alle mulige berømtheder rundt i København – også til Amalienborg og til Fredensborg Slot.

– Men du har da også været tjener, ikke?

– Jo, indskød Brumme – overtjener – og han har også været på d ́Angleterre.

– Hør, I to har da vist virkelig snakket. Du kunne godt have taget mig med, Brumme.

– Ja, og han kan også spille dukketeater – sådan med rigtige dukker, som han ikke selv har lavet.

Alfeline var helt paf…
Måske kunne Brumme og hun lave noget sammen med John.

– Må jeg også godt komme med næste gang, selv om jeg ikke har en tone i livet?

– Joo, men du skal sidde stille og ikke forstyrre Brumme og mig.

– Så er det nok bedst, at jeg ikke kommer med. Og måske, måske skal Brumme også have noget for sig selv.

– Godt set, Alfeline.

– Og så har John også medaljer – hva ́ var det nu for én, du fik for hende den lille pige, du klippede navlestrengen over på?

– Hvaffor noget? Hele kroen stirrede på John. En medalje for en navlestreng. Fortæl nu!!

– Ja, man kan jo ikke holde noget skjult for sådan en lille videbegærlig fyr som Brumme. Jo, jeg fik altså Frederik d. 9. ́s fortjenstmedalje – og jeg var skam også i audiens på Amalienborg – naturligvis i kjole og hvidt – og takke vores dronning for den.

– Ja, men hva ́ var det, du havde gjort? Se nu at komme i gang med at fortælle!

Men John tog sig god tid.
– Ja, det er jo rigtigt nok, at jeg klippede den navlestreng over. Det skal man jo efter en vel overstået fødsel – og det skete så i et af hærens bæltekøretøjer en frysende sne-vinternat ved Vordingborg. Jeg var seniorsergent, og mine soldater og jeg hjalp en fødende kvinde til live igen, efter at hun havde ligget i grøften og havde været i gang med at føde.

– Ja, men hvordan kunne I hjælpe både med oplivning og en fødsel?

– Tja, vi kunne jo lidt af hvert. Kvinden var nærmest halvdød, men det lykkedes os altså at få hende bragt til live, og så kom barnet – en lille velskabt pige, som jeg havde den ære at bistå med at få bragt til verden.
Og så kørte vi hende til Vordingborg Sygehus.

– Mon ikke du skulle med i Beredskabet, John? Som fødselshjælper måske.

Alle lo – ikke mindst John.

Alfelines telefon ringede.
– Det er farmor. Nu skal vi skynde os hjem og fortælle. Det er altså ikke småting, man får at vide, når man går på kro. Vi kommer snart igen!

Fortsættelse følger i næste nr. Jette Arp