4. Der er næsten altid en løsning…

Hun kunne bare ikke falde i søvn. Lige meget hvor mange gange hun talte får, sådan som farmor havde fortalt hende, hun skulle gøre:

1 får, 2 får, 3 får… Selv om hun talte hele 100 får,  så sov hun altså ikke.

Det var bare så dumt, at Fastelavnsfesten på Drejø ikke blev til noget. ØV! For så kom de slet ikke til Drejø, og de skulle jo ellers have kigget på nogle af Johannes´ huse, og hun skulle have kørt i traktor med ham!

Men far sagde bare, at farmor og farfar kunne finde et hus til dem. Uden at de havde set på det!! Underligt. Men flytte til Drejø skulle de vel?

Og der var noget, der ikke var helt rigtigt, for mor gik bare rundt og så slet ikke spor glad ud. Hendes øjne var hele tiden blanke, men når de spurgte hende, hvad der var galt,  smilede hun bare – men ikke med øjnene – og sagde…

– Ikke noget, min skat.

Ikke noget. Troede hun da, at de var idioter?

Nej, noget var galt.

Pludselig hørte hun inde fra stuen en stille gråd.

– Sch.,. hørte hun far sige. Du vækker børnene.

Men mor græd stille videre.

– Så, så, sagde far. Men så dropper vi det hele og bliver her.

– Nej, nej!! Nu græd mor endnu højere. Du SKAL til USA igen, koste hvad det vil. Det er bare det, at jeg er så glad for mit arbejde her i byen. Jeg tror aldrig, jeg får sådan et job igen. Og huset. Vores eget dejlige hus, som du har bygget med dine egne hænder. Og i morgen kommer der nogen og ser på vores hus! Nu hulkede mor virkelig højt. 

Alfeline blev helt svedt. Var det sådan, det hang sammen? Det var synd for mor. Men kunne hun da ikke  blive lige så glad for et arbejde i Svendborg? Og nu skulle deres hus altså sælges, sådan rigtigt.

Nu fik hun ondt i maven – forfærdelig ondt. Og tårerne begyndte at løbe.

Nu sagde mor noget igen…

– Har du hørt noget om, hvad vi skal betale i leje på Drejø?

Leje? — Ja, det var jo Johannes, der ejede husene, men han lejede dem ud. Alfeline faldt helt i staver. Men hvorfor kunne mor og far ikke også leje deres hus ud?

Ud af sengen – ind i stuen – og Alfeline slyngede armene om mors hals.

– Jeg har det, jeg har det. Vi lejer bare vores hus ud, og så kan vi komme tilbage, hvis vi vil…

Mor og far så på deres lille datter. Hun havde altså hørt det hele, deres lille Alfeline med de lange ører.

Mor tog hende på skødet og græd nu ned i Alfelines hår, mens far tænkte, så det næsten knagede…

– Ja, jeg tror, hun har ret, lille du. Vi lejer vores hus ud, og med den beliggenhed vil vi få både en pæn leje og depositum. Og det tror jeg faktisk vil kunne finansiere operationen. Og så finder farmor og farfar et hus til os på Drejø – og du, du søger selvfølgelig orlov.  Og så må vi tage den derfra.

Alfeline forstod ikke meget af det, far sagde, men hun mærkede, at der helt bestemt skete noget godt. Far fortsatte sin talestrøm…

– Hvorfor har vi dog ikke tænkt på det her noget før?

– Tror du virkelig, at det lader sig gøre?

Mor så håbefuldt på far og knugede Alfeline ind til sig.

– Ja, det tror jeg faktisk, og ind i mellem undrer jeg mig over, at det ikke kun er øjnene, man bliver blind på.

Alfeline tænkte, at selv om far måske ikke kunne se så meget, så kunne hans varme brune øjne i hvert fald smile. Og så måtte hun lige en tur over til ham også.

– Nu tror jeg godt, at jeg kan sove… uden at tælle får.

 (Fortsættelse følger i næste nr.)                                         Jette Arp

 OBS!

I stedet for den obligatoriske tegning hermed en lille orientering midt i corona-krisen.

 PÅSKE bliver det – med eller uden corona – og vi anser  det for overvejende sandsynligt, at den næste alfeline udkommer Langfredag. Men nærmere herom på vores nystartede hjemmeside og facebook – www.alfeline.dk

 Alfeline nr. 13 omhandler

Kolonien/Badehotellet samt 5. maj . Den kan købes hos købmanden.

En stor TAK til fortællerne og tegnerne.