9. Mon de nu kommer afsted?

Alfeline var lige blevet testet, og hun var heldigvis negativ!

Derfor var hun nu på weekend-besøg hos farmor og farfar.

– Der skal være helt mørkt, farmor.

– Hvorfor det?

– Ikke for noget, men…

– Alfeline, jeg tror, der er noget, du er ked af.

Åh, hvor tårerne løb, men det kunne farmor jo ikke se, for nu var der helt mørkt.

– Joo, der er noget… Jeg troede, du havde talt med mor eller far om det, men så havde I jo sagt noget.

– Kom nu med det, lille Fine. Du kan jo ikke sove, hvis du ligger og tænker på det.

Og så kom det midt i halvkvalte hulk.

– Vi skal ikke holde jul her på Drejø sammen med Jer.

– Hvad for noget? Nu lød farmor helt bestyrtet.

Hvorfor ikke det? Det plejer I jo altid.

– Ja, det gør vi, og det er det, der er så forfærdeligt, at vi nu ikke skal. Men alligevel er det også godt, for jeg glæder mig altså sådan til, at vi skal af sted.

– Af sted?

– Ja, for mor har fået brev fra sin far, som hun aldrig nogensinde har set. Han har sendt en masse penge til os, for at vi kan komme op til Nordsverige og besøge ham. Han er meget, meget syg og er på et plejehjem. Og han er også meget, meget gammel – lige som farfar.

Det er altså så mærkeligt, at jeg har bedsteforældre, der lige så godt kunne være mine oldeforældre.

– Ikke mig. Nu lo farmor.

– Hvorfor har du dog giftet dig med sådan en gammel mand?

– Det ved du da godt, ikke?

– Joo…det gør jeg jo, for farfar er den bedste farfar i hele verden.

– Ja, og han var også den bedste mand i hele verden – for mig. Så betyder det ikke så meget med alderen, vel?

– Nej, men jeg synes bare, vi er sådan en underlig familie. Min mor kender hverken sin mor eller far. Og jeg har ingen mormor og morfar! Jo, nu har jeg måske en morfar. Og hende min svenske oldemor!  I siger jo, vi ligner hinanden som to dråber vand; hende har jeg aldrig set…

– Men Alfeline, du har både en mor og far og en farmor og farfar. Det er der mange børn, der ikke har. I dag er familier helt anderledes end førhen.

– Ja, det ved jeg jo godt, men alligevel. Det er noget underligt noget. Men nu skal vi altså ud at rejse – om vi så må eller ej for den dumme corona! Mor skal nok få sin vilje – det gør hun altid!

– Jeg troede, det var dig!

– Mig, nej, det er kun, hvis mor er enig. Men jeg vil også gerne med derop. Det er bare det, at jeg ikke skal være sammen med Jer to juleaften. Det er første gang! Og tror du overhovedet, at farfar kan klare det? Jeg klarer i hvert fald ikke at fortælle ham det. Det må du gøre

– Ja, ja, det skal jeg nok. Men du ved da, at farfar har det godt, hvis han ved, at I har det godt, og ved du hvad, så holder vi en før-juleaften her. Det kunne jo være, at der var nogle julegaver, I kunne bruge deroppe i kulden og sneen.

– Ja, sneen, farmor. Åh, hvor jeg glæder mig. Og mor har lovet, at vi skal køre i kane med rigtige heste foran, men også på snescooter – og bo i en hytte – og køre på slæde og stå på ski – og have juletræ og… og vi skal være væk i hele 10 dage!

Men vi kommer altså hjem til nytår.

– Sikke en nytårsfest, vi så skal have.

– Ja da, og hvis I nu synes, I bliver alt for alene juleaften, så synes jeg altså, at I skal gå hen til Lisbet i Præstegården? Det tror jeg faktisk lige, at jeg vil snakke med hende om.

(Fortsættelse følger i næste nummer af Drejø-Posten)                          Jette Arp

Så pakkes der Ø-spil!

Forglemmigej´s første Ø- spil er nu klar til julesalg hos AB. En ganske særlig jule- eller mandelgave, der samler familien om vores dejlige ø – midt i verden!