Fynske Bank giver Alfeline en hånd!

Erik Potempa fra Fynske Bank overrækker en check på kr. 10.000,00 til projektet ”FORGLEMMIGEJ” repræsenteret ved Edith Rasmussen, Drejø.

Trekløveret, der modtager denne donation, består derudover af Helle Køster og Jette Arp.

Donationen gives på baggrund af det påbegyndte forglemmigej-projekt i sommeren 2019.

Første del heraf var 10 fortællinger – en begyndelse på Ø-havs-historier fortalt først og fremmest for børn, men med sigte på hele familien. Her op til jul er endnu to fortællinger blevet publiceret – de såkaldte alfeliner, der har taget navn efter hovedpersonen i fortællingerne – et opdigtet Drejø-barnebarn, der med en charmerende videbegærlighed går tæt på nulevende drejøboere for at høre dem fortælle om gamle dage.

Mødet med drejø-boere –  i sommeren 2020 efter planen også skarø-og hjortøboere – frembringer finurlige fortællinger, der mest af alt egner sig til at sidde tæt sammenklynget i en sofakrog og læse, snakke, ja til at tale sammen på tværs af generationerne.

At være sammen – om det, der er, og det, der var.

FORGLEMMIGEJ – EN OPFORDRING TIL ÆGTE SAMVÆR MIDT I EN TID, HVOR VORES BØRN OG BØRNEBØRN ALT FOR OFTE  GÅR I SKJUL BAG EN SKÆRM.

 Anden del af Forglemmigej- projektet er at lade fortællingerne vokse sig ud i Ø-havet – først og fremmest til Skarø og Hjortø. Men også at lade fortællingerne inspirere til forskellige familiespil,  eksempelvis diverse slags memory, firkort, brætspil m.v.  Prototyper er allerede ved at blive udviklet.

Men for at ”FORGLEMMIGEJ” kan fortsætte med at udvikle sig, må der støtte til. Projektet baserer sig på gratis arbejdskraft, men trykning, markedsføring m.v. er det ikke lykkedes at få sponsoreret – endnu!

Derfor en meget stor TAK til Fynske Bank, der som den første fond støtter vores projekt.  

Alfeline-logoet er som tidligere nævnt sponsoreret af Drejø Beboerforening.

Som det ses, indgår forglemmigej´en som en væsentlig del af logoet.

Hvem henvender vi os til?

Til alle, der kan lide en god historie – om man er bosat på øerne eller andetsteds.

Ligeledes til turister, der vil noget andet og mere end blot at besøge en ø og opleve den med udefra-briller. Med Alfeline som guide vil turister få et Ø-KIG indenfor – ikke blot et Ø-HOP.

Måske Ø-kigget kunne få nogen til at hoppe af… for livet på en ø er noget ganske særligt!

Læs Alfelinerne 1- 12 – og døm selv.

Kan købes eller bestilles hos købmanden på Drejø – tlf.: 61214787

På vegne af Alfeline – en stor TAK

– ikke mindst til køberne af de nye alfeliner –

forudsætningen for at fortællingerne kan fortsætte.

 Edith Rasmussen, Helle Køster, Jette Arp