skrevet og indtalt af Jette Arp
Læs, lyt, hør en historie fra en af øerne i
Det sydfynske Ø-hav – fra Drejø
𝐌𝐢𝐤𝐫𝐨-𝐀𝐥𝐟𝐞𝐥𝐢𝐧𝐞 “OPLEVELSER” 𝐧𝐫. 16
Historien om den undvegne undulat (1)
– Farmor, hvor er du?
Farmor kom styrtende ud af huset.
– Hva´ er der dog sket?
– Ikke noget. Alfeline faldt helt forpustet om på havebænken. Der er bare det, at jeg har lovet min lærer at skrive en historie om undulaten fra Ærø, og det kan jeg ikke, hvis du ikke hjælper mig, og den skal være færdig til i morgen.
Farmor trak straks sin uundværlige blok op af forklædelommen.
– Nå, den historie, den om den undvegne undulat fra Marstal. Den har Sofie skam fortalt mig.
– Det er også Sofie, jeg har hørt den af. Bare jeg havde været der. Men skal vi så ikke begynde at skrive?
Som sagt, så gjort:
Det var sådan en dejlig sommermorgen. Helle ude i Skoven kiggede ud af vinduet, men hva´ var nu det?
Sad der ikke en lille gul fugl på hendes gamle trillebør? Var det mon en kanariefugl?
Hvor kom den fugl dog fra?
Helle tog et billede og satte det på facebook.
Og så meldte Ole Pip fra Lillebo sig, for han var nemlig Drejø´s fugle-ekspert.
– Det der er ikke en kanariefugl, men en undulat! Det kan man se på næbbet.
Ja, så måtte det jo være en undulat.
Og Else ude fra Elmelund fortalte, at hun havde set fuglen sidde og drikke vand i hønsegården ude på Stjernegården.
Alt imens der blev snakket frem og tilbage på facebook, fik den lille gule fugl – kanariefugl eller undulat? – besøg.
Pigerne ude i Skoven syntes den lille fugl var noget af det sødeste, de nogensinde havde set.
Bare den nu ikke fløj væk fra dem!
De plukkede græs og forsøgte at fodre den.
Øv, nej, nu fløj den.
Men se nu bare, den kom igen. Et navn måtte den da have. Polly, ikke?
Og tegne Polly, det kunne også være sjovt.
Og Helle ringede frem og tilbage med Sofie fra Nygården, som i mellemtiden havde sat en stor eftersøgning i gang, og hun havde fundet ud af, at Polly var en undulat fra Marstal – altså helt ovre fra Ærø. Den var fløjet ud af et stort voliere, fordi der var nogle børn, der havde glemt at lukke ind til det.
15 undulater var forsvundet!
Ejeren – han hed Axel – var meget ked af det.
Men hvordan kunne de nu fange undulaten?
Og hvordan kunne de få den sejlet til Ærø, hvis de altså fik den fanget, for den fløj jo af sted, når de greb ud efter den.
Se, det finder du ud af i det næste afsnit af historien om den undvegne undulat, som de tre piger, Mejse, Merle og Clara nu har tegnet og døbt Polly.