20. Altmuligmand Jesper

– Hej Jesper!
Jesper vendte sig forbavset om og kunne ikke få øje på nogen, men pludselig dukkede Alfeline op lige foran ham.
– Hej med dig, Alfeline! Jeg så dig slet ikke.
– Nej, det var, fordi jeg gemte mig. Men her er jeg altså. Og må jeg godt gå med ind og se Spiseladen?
– Det må du i hvert fald. Kom, jeg var faktisk lige på vej derind.
– Den åbner snart, ikke?
– Jo – fredag d. 24. juni med fællesspisning. Og Nicoline og Rasmus er allerede kommet.
– Men det er dig, der har lavet det hele herinde, ikke?
– En hel del, men der er jo også nogen, der har hjulpet godt til.
– Joo, men jeg har hørt, at du kan alt!
– Hvem i alverden går og siger det?
– Det er noget, jeg har hørt, og jeg ved godt, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører, men dette her er bare rigtigt, ja, det er!
Men hvordan kan det være, at du kan så meget? Hvor har du lært det?
– Tja… Jesper så nu meget spekulativ ud.
Jeg tror egentlig, at jeg har lært det meste af det, jeg kan, bare ved at kaste mig ud i det. Nå ja, så finder man jo ud af det, ikke?

– Ja, jeg har været med ham engang for længe siden – da jeg var 6 år – på Bermuda.
– På Bermuda! Nu var Alfeline nærmest himmelfalden. Hvad lavede I så der?
– Ja, far lagde kabler! Men nu Alfeline – her om sommeren – da laver han det, han allerbedst kan lide, for da er han nemlig vores overtjener, og han er specielt god til at skænke snaps! Og jo, så laver han da også alt muligt andet.
– Altså en altmuligmand!
Alfeline så med strålende øjne på Jesper.
Så passer det altså, at du kan alt! Nemlig.