7. Mon Alfeline skal flytte tilbage til Århus?

– Mor, kommer du lige?

– Ja, Alfeline. Jeg troede, I sov.

– Brumme sover ja, men jeg kan ikke falde i søvn. Du ved, han brummer sådan, og det gør far også.

Det er så hyggeligt at ligge her i den store seng alle fire, men… tror du, at jeg nogensinde igen får mit eget værelse?

– Ja, det gør du da, når vi flytter tilbage til Århus til vores eget dejlige hus.

– Nej, nej – ikke Århus igen. Og nu er der fuldt af corona. Min gamle skole er også lukket. Jeg vil blive her på Drejø.

Alfeline græd helt ubehersket.

– Sch, du vækker jo Brumme. Hør nu her, lille Fine. Når du bliver lidt større, vil du meget hellere bo i byen.

– Nej, jeg vil ej! Når jeg bliver stor, kan jeg bare gøre lige som Christian. Han har nemlig fået værelse inde i byen, og så kommer han hjem i weekenden.

Jeg elsker at bo på Drejø, for her kender jeg alle – dem alle sammen – og de er så søde. Det er helt anderledes end i Århus. Ved du hvad… Ursula fortalte mig engang, at da Christian var lille og sad i klapvogn, kom de til København med toget. Og da Christian sidder der i sin klapvogn på perronen, siger han dav til alle dem, der går forbi, for det var han jo vant til på Drejø.

For sådan er det… Her kender vi alle sammen hinanden, men det gjorde vi slet ikke, da vi boede i Århus. Det eneste, jeg er så ked af, det er, når de dør, og det gør de, mor – den ene efter den anden – også dem, der ikke er oldgamle. Jeg savner dem sådan – dem alle, ja.

Og så løb tårerne igen – dog lydløst.

Mor holdt om hende og vuggede hende frem og tilbage, som om hun var lille igen.

– Men mor, da der var koncert i kirken her i sommer, så ved du jo, at jeg kom for sent til at komme ind i kirken til jer, så derfor lå jeg bare udenfor på græsset og lyttede til musikken. Lavendlerne på Peters grav blomstrede, solen skinnede, det  blæste lige så stille, og vandet var så blåt, så blåt – også himlen. Og  ved du hvad, så var det, som om musikken også spillede for alle de døde, der lå dernede under mig, og det var lidt, ligesom jeg var sammen med dem igen. Ja, jeg tænkte, at de næsten fløj rundt omkring mig lige som alle de hvide sommerfugle, der flagrede i lavendlerne. Er det ikke mærkeligt?

Det syntes mor også, men hun sagde noget andet – sådan noget lidt underligt…

– Hvor er det godt, at de lever i dit hjerte – at du ikke glemmer dem. Og når du fortæller farmor historier, du har hørt, og farmor skriver dem, så hjælper du jo også med til, at de ikke bliver glemt.

– Åh forresten mor, jeg har jo lovet min lærer at skrive en historie om undulaten fra Ærø.

– Ja, men så må du da hen til farmor i morgen og få lidt hjælp. Men sov nu min pige. Vi skal jo tidligt op!

Fortsættelse følger i næste nr. af Drejø-Posten, men historien om DEN UNDVEGNE UNDULAT kan du læse/høre på Alfelines hjemmeside – www.alfeline.dk.  René har sat en ny mikroserie på, og den kommer til at handle om ferieoplevelser på Drejø.