Pressemeddelelse – november 2023
Forglemmigej på Drejø går nu også digitalt med en JULEKALENDER, som foregår på Drejø i gamle dage. Handlingen tager sit udspring i Mosehuset og er ren fiktion.
Men i sommer udkom alfeline nr. 18, ”RASMUS I MOSEN – særling eller heksemester”, hvor den rigtige historie om gamle Rasmus kan læses.
Alfeline-serien – finurlige familiefortællinger fra Ø-havet – omfatter nu 10 hæfter, et Ø-spil og en malebog.
Hæfterne kan købes og bestilles hos Edith Rasmussen på Drejø, tlf.: 21459690
Pris: 50 kr. pr. stk.
Julekalenderen præsenteres på Årets JULEMARKED i Svendborg d. 25. november. Her har Forglemmigej en bod, hvorfra alfelinerne sælges.
Kontakt venligst for yderligere oplysninger: Jette Arp – tlf.: 22452395
PS vedhæftet Forside/bagside af ”Rasmus i Mosen” samt billeder af Mosehuset på Drejø. Derudover en pressemeddelelse fra i sommer.
Herunder en lille smagsprøve på:
ALFELINES JULEKALENDER 2023
En dag fik Alfeline en opgave af sin dansklærer:
– Skriv en julekalender!
– Det kan jeg da ikke.
– Mon ikke, hvis du får din farmor til at hjælpe dig.
Og så begyndte Alfeline og farmor at skrive – helt fra efterårsferien og til nu. Og de har skrevet en rigtig gammeldags julefortælling fra gamle dage på Drejø. Fra 1930 ́erne, dengang der var krise i Danmark, ja i hele verden.
Og historien foregår i Mosehuset på Drejø, øens ældste smedjehus fra 1691. Her boede i 40 år Gamle Rasmus, som nogen troede var en ren troldkarl.
Da han døde i 1928, blev Mosehuset til Drejø Sogns fattighus.
Og her lader Alfeline og farmor en lille fattig familie flytte ind.
Dem følger vi i tykt og tyndt helt frem til juleaften.
Og det er naturligvis alt sammen noget, Alfeline og farmor har hittet på.
Lyt med, læs med på
www.alfeline.dk
Og glæd dig til et nyt afsnit hver dag
Her præsenteres 1. afsnit af
JUL I MOSEHUSET
1. december – MOSEHUSET
Den første nat i Mosehuset
Hans rejste sig med et sæt op i sengen.
Alle de mærkelige fremmede lyde. Det var, som om huset var ved at falde sammen over dem. Og helt mørkt var det. Men der lå da vist nogen ved siden af ham. Endda på begge sider.
Hvorfor lå han ikke i sin egen seng?
Så huskede han… og tårerne løb.
De var jo slet ikke længere i Fiskerhuset. Far var druknet, mens han var ude at fiske. Alle var borte – også farmor og farfar. Og de andre i familien boede langt, langt væk. Nej, nu var der kun Trine og mor og ham tilbage.
Der var ingen til at hjælpe dem, og derfor skulle de bor her i dette forfærdelige gamle hus, hvor ham troldmanden havde boet. Ham, de alle sammen havde været så bange for – gamle Rasmus. Han syntes endnu, han kunne lugte ham i det faldefærdige hus, hvor de ellers havde skuret og skrubbet dagen før. Mor og Trine syntes, at Hans havde hjulpet så flot og sagt, at det var da godt, at de havde én mand i huset, selv om han bare var fem år.
Han viftede tårerne væk. Joo, han måtte se og blive stort og stærk – lige som sin far.
Hans ser noget…
Forsigtigt krøb han ud af sengen, famlede sig frem i kammeret, og netop som den tunge lysestage var ved at vælte, greb han den. Stille listede han ud på gangen til loftstrappen.
Havde han ikke hørt en lyd herudefra? Jo, og den kom vist deroppefra. Han kiggede op ad loftstrappen og løftede lysestagen. Sæt, der kom nogen.
Men nu, nu så han noget, noget, der lignede en mellemting mellem et dyr og et menneske – øverst oppe…ikke ret stort. Det lyste gråt i mørket. Han blev helt stum af skræk.
Er det gamle Rasmus – troldkarlen, der går igen?
Åh, hans oldemor havde fortalt så mange historier om gamle Rasmus. Ham, der havde forgjort Drejø, havde hun sagt. Men hvad betød det egentlig? Det var vist noget med, at han gjorde folk syge, også børn, og så døde de. Mon det så var Rasmus ́s skyld, at hans far druknede?
Havde han mon set på ham med onde øjne?
Men mor sagde, at det var noget gammelt overtroisk pjat. Nej, Rasmus var faktisk en belæst mand, der vidste en masse om urter – og de kunne jo også bare se, at han havde bibelen liggende og nogle andre bøger – og det var bestemt ikke trolddomsbøger, nej. Og som den eneste på Drejø havde han engang været på Højskole. Og det var altså noget meget fint noget, vidste han.
Og ham der forfatteren Achton Friis, der havde rejst rundt til alle Danmarks øer, han havde tegnet ham og syntes ikke, Rasmus var farlig. Men han skrev i sin bog, at Rasmus godt kunne ligne en grævling.
Men var det så en grævling, han havde set lige før?
Tænk, hvis gamle Rasmus gik igen som et grævlingespøgelse?
Hans stod der i mørket og hundefrøs.
Hurtigt skyndte han sig ind i sengen igen og puttede sig imellem de to sovende – godt og varmt var det – og blødt – især til mors side.